Vi er i fuld gang med at producerer de første afsnit.
Vi skal nok melde ud, når vi er klar til at lægge de første afsnit op på Apple Podcast, Spotify og alle de andre platforme.
Læger har en helt særlig status i vores samfund. Men hvad sker der når lægen laver sine egne regler?
Du kan snart lytte med på vores helt egen podcastserie: Lægeløftet – Vi kalder det Medical True Crime
Podcasten er til for dig, der er nysgerrig på, hvad der sker når lægen ikke længere er til for patienten.
Hvad skal der egentlig til for at ændre en magtfuld læges fejlvurdering, og virker klageinstanserne?
Vi undersøger og belyser hvordan det står til med selvjustits i sundhedsvæsenet, der har en enorm indflydelse på vores sundhed og trivsel.
Når det gælder journaler, så er dét der er noteret, eller ikke er noteret, den juridiske sandhed. Det er utrolig svært, at få en læge til at vurderer en patient ud fra en selvstændig betragtning og vurdering. Det ender ofte med, at dét der tidligere er noteret i journalen bliver udslagsgivende for den nye læges vurdering. Derved fastlåses patienten.
Det er ofte set på det psykiske område, hvor patienter hverken føler sig hørt eller taget alvorligt.
“Der ligger en bipolar på stue 5, der mener at hun har hovedpine”
Det lyder som fiktion, med det stammer fra et af vores medlemmer, der blev indlagt med voldsom migræne, og havde en 20 år gammel diagnose noteret i journalen. Vores medlem var 16 år tidligere afsluttet i psykiatrien, men blev alligevel fastholdt i en uværdig og håbløs situation.
Desværre er det også gældende når det handler om fysiske lidelser: “Det du beskriver, handler ikke om den sygdom du lider af” eller “Jeg hører, at du beklager dig, men det er min lægefaglige vurdering, at du ikke har fået det værre”
Selvom patienten finder anerkendte videnskabelige artikler om problemet, noterer lægen afvisningen i journalen. Det er nu den juridiske sandhed, og i de fleste tilfælde, bakkes det op af den næste læge der læser i journalen.
Kan det virkelig passe, at det kan foregå i det danske sundhedsvæsen – uden det får konsekvenser for de læger der ikke lever op til lægeløftet. Det løfte som de engang aflagde, for overhovedet at kunne tiltræde lægegerningen.
Lægeløftet er ikke juridisk bindende, det er kun en hensigtserklæring. Det er et af de eneste løfter i vores samfund, der ikke er et løfte. Tænk, hvis det også gjaldt andre faggrupper.
Lægefejl er et alvorligt problem, og det skal have konsekvenser. Men mange gange bliver der ikke engang oprettet en sag om utilsigtet hændelse, når noget går galt med sundhedsfaglige opgaver.
Vi skal lære af fejlene, så de ikke gentages. Det kan vi gøre ved også at fokuserer på løsningen.
Når det så er sagt, så vil vi med Lægeløftet lade de ansvarlige læger stå til ansvar for deres gerninger.
Foreningen KÆMP